På vej til at finde stien på tværs af dalen til byen jeg var kommet på tværs af to små restauranter, i én de fortalte mig, at de havde meget god mad til vegetarer og serveret ris og grøntsager og vin. Jeg forsøgte at gå der om natten, ned en sti ved hotellet, men efter fem minutter i bælgmørke med hverken lys eller lysforurening stilheden i skoven pludselig begyndte at spook mig. De havde spurgt mig, om jeg var helt sikkert kommer, og jeg fortalte dem, jeg vidste, i mørket på den øde vej, jeg indså, at jeg sandsynligvis ville have været der kun gæst som natten tid syntes en tid til at spise i Hotellet efter alle.
Tilbage på modtagelse efter min kort gåtur i skoven, jeg havde ondt af to tyske backpackere, der ankommer til fods, efter mørket havde sænket og at vide, at hotellet var fuld, som var alle andre i området. Jeg håbede, at de havde en fakkel, og at det lykkedes at fange en person med en casa at leje før alle gik på vågeblus.
Om aftenen de andre gæster, Tyskere og canadiere og en flyforsinkelser engelsk alle pludselig dukkede, fræsning tilbage fra deres udflugter og mest forsvundet helt tidligt, ikke dvælende for længe i baren enten. Efter middagen sad jeg omkring puljen med min vin og læses af lamplight og lyttet til insekter og fik bidt.
På min sidste to dage i Vinales Jeg stirrede at bremse og gøre den tid gå langsommere, ikke gør så meget, og ikke læst så meget, men blot sidde, eller afslapning ved poolen og se den smukke dal. Denne watching og bevidst opbremsning af tid blev hjulpet af de sorte rovfugle kredser højt over linjerne i bittesmå heste wending deres vej gennem dalen og landmænd, kørsel deres okser minutiøst nedenfor.
Skønheden i den frodige smaragd dalen og de mærkelige bjerge stiger op fra det undertiden blev en kulisse til de tegn, der passerer gennem det. Jeg havde placeret min liggestol i skyggen ved kanten af poolen og på kanten af bakken top af et sted, hvor jeg vidste uundgåeligt coach Campaign vil periodisk komme til at tage billeder og røg og skrig.
En af dem, en ung flaxen hår kvinde dukkede op i foran mig. Hun var stor og stærk og garvede, statelig og skinger i en ecru sundress. Hun skred til trinnet med udsigt over dalen med en mojito i hånden. Derefter kom en ung mand med brunt hår vokset en halv tomme ud af besætningen cut. Han satte sig tæt ved siden af hende på det trin, hvor hun havde siddet og han straks væltet hendes mojito. Det styrtede ned og splintredes på konkrete og hun sprang op. Hun stod overfor mig nu med ryggen til udsigten forbandelse i hendes lilting Drejelire toner alle skønhed bag hende glemt.
After taking a few sips of her cocktail the woman looked back over at him and presently got up and lead him back to the step to sit down next to her, her tones now soothing. Soon she was standing and he was taking photos of her with the valley behind her and the drink in her hand. The colour of the liquid matched the colour of her dress and her hair shone in the sunlight. After the photographs were taken she walked inside and he twas left sipping the last of the mixture around the ice cubes. There only ever had been a drink for her.
I later saw the princess at the ballet in Havana reminding me of a phenomena I had observed where people who have made some sort of impression although often not actually met make one more appearance in another place, in London even when encountered four thousand miles away, before disappearing again for ever.
What an intriguing little scene, so dramatic it must have seemed more like watching a movie. You had such an interesting time in Vinales. What made you choose to go there? Havana was such a complete contrast. People’s different reactions to the stray dogs were interesting. Jeg blev ved med at løbe tør for kiks, ligesom en anden dukkede op 🙂
It was a fascinating scene, their roles in the relationship were sharply defined!
When I was booking the flight to Havana most of the flights were full and I had trouble booking online. I called a Cuban agency and the guy there starting asking me what I was going to get up to in Cuba. I told him about the course but that I would be spending extra time there before it and he recommended Vinales. He tried to get me into another hotel that their agency sold but it was full. Once I had decided to go there I thought I would be disappointed and not get a room but I ended up booking the Hotel Los Jazmines elsewhere and I was very pleased with my choice. None of the other hotels had such a spectacular view. The hotel staff’s attitude towards the cats and dogs was very friendly and that was a pleasant surprise. It was wonderful to sandwich a place of such peace and quiet in between London and Havana.